Hitmageren Kato til Grøn 2019

Når Kato lægger vejen forbi Grøn i år, bliver det tredje gang, at en af dansk musiks bedst sælgende og mest erfarne DJ´s sætter pulsen på den danske sommer.

Lige siden folkeskolen har Kato, med det borgerlige navn Thomas Kato Vittrup, gjort sig bemærket indenfor musikken med alt fra mobile diskoteker til rollen som international DJ-stjerne og radiovært. Kato kommer således godt forberedt til Grøn med masser af erfaring bag DJ-pulten og en perlerække af hits i tasken.

Når Kato vender tilbage til Grøn, bliver det også tredje gang, han turnerer med rundt. Om sit Grøn-hattrick siger Kato:

”Der er ingen tvivl om, hvor stor indflydelse Grøn har haft på min karriere, så derfor glæder jeg mig også helt vildt, til at kunne tage min tredje tur rundt i landet, sammen med de 700 frivillige “Kræwere”. Det burde egentlig være dem der stod på plakaten, for det er deres hårde slid og kærlighed, der er Grøn – ikke artisterne, der jo skifter fra år til år.”

Alt bliver dog ikke velkendt for Kato. Han skal nemlig for første gang optræde på Grøns Ghettoblaster-scene, der med sin placering midt i publikumsområdet giver kunstneren en unik mulighed for at komme helt ud og mærke stemningen.

Ghettoblaster-scenen får da også en begejstret velkomst af Kato:

I år får jeg mulighed for at komme tættere på publikum, og det vil jeg forsøge at bruge til at skrue endnu mere op for festen! Jeg kommer for at give energi – og jeg håber vores gæster kaster lige så meget energi tilbage til mig, som jeg har oplevet før.”

Med på scenen vil Kato også have den amerikanske sanger og producer Brandon Beal, der blandt andet sammen med Snoop Dogg har lagt stemme til Katos kæmpe-hit ´Never Let U Go, der røg direkte ind på Hitlistens 2. plads. Man kan altså forvente sig en gedigen fest, når Kato midt blandt feststemte festivalgæster spiller op til dans og sammenhold på årets Grøn.

Vi mangler stadig 24 frivillige hjælpere til Grøn. Har du en ven eller flere der vil give Grøn og Foreningen Mennesker Mødes en hånd, er de meget velkommen som frivillige. Der er sørget for mad og fri drikkevarer til de frivillige mm. Du/I kan tilmelde jer som frivillige her!